Om mig
Billede kunstner Anne Mette Harkes hænger på hovedet i træ

Kontakt mig:


Tlf. 30299737

Mail: mail@aharkes.dk

Adr. Blåkildevej 35, 6880 Tarm

Læs artikkel om mit spring ud i livet som fuld tids kunstner her (skrevet af journalist Peter L. Sørensen Maj 2021).


Svimmel af glæde!


Jeg er helt svimmel, bogstavelig talt, helt svimmel af glæde, lettelse, spænding, nysgerrighed og en smule angst. I de sidste mange år har jeg passet mit arbejde, et arbejde som jeg har været glad for, men gradvist, har mit fokus, hjerte og interesse flyttet sig over på maleriet, kunsten, friheden… ja jeg føler mig for første gang i mange år fri!

 

Midt i en Corona krise, med usikkerhed på arbejdsmarkedet, med aktiemarkeder som hopper op og ned som kåde kaniner i foråret, har jeg taget et kæmpe spring, sagt mit arbejde op og satser på at kunne leve af min helt store passion for at skabe smukke og stemningsfyldte malerier. Det er en berusende følelse, både fordi jeg endelig får tid til at fordybe mig, men også fordi jeg ikke ved, om jeg kan sælge nok til, at det overhovedet kan lade sig gøre at leve af. Alt jeg ved er, at hvis ikke jeg havde taget springet, hvis ikke jeg på et eller andet tidspunkt i mit liv var gået all-in på mine egne drømme og projekter, så ville jeg, om 40 års tid, sidde og overveje om det måske kunne have ladet sig gøre, kunne det bære, hvis jeg havde haft modet…  Det havde jeg, nu står jeg her, spændt som et barn på vej til første skoledag, med masser mod og skrøbelighed.

 

Jeg maler malerier fra mit eget nærmiljø, jeg samler på fragmenter fra skov, marker, fra Skjern enge, fra mine kære, fra stemninger og følelser. Ud fra alle disse fragmenter skaber jeg malerier med både figurative, naturalistiske og surrealistiske elementer. Jeg søger ofte at skabe en stemning frem for at gengive noget ”korrekt”.
Jeg har ikke nogen uddannelse inden for maleriet, og de sidste 8 år har jeg arbejdet som markedsførings ansvarlig i et par mindre virksomheder, men kreativiteten og sanseligheden har jeg altid haft. Det er til tider utrolig upraktisk i et moderne arbejdsliv, at ens hjerne eksploderer i associationsrækkefølger ved blot det mindste stikord, så kan en almindelig arbejdsdag godt blive lang og anstrængende. Men nu kan jeg selv planlægge mine dage, og kanalisere alle associationerne over i inspiration til mine malerier.


Jeg maler ofte træer og grene som vikler sig ind i hinanden. Jeg er vokset op ved skov med store, gamle træer, og bor i dag ved den skønneste skov. Tiden hvor man lå i skovbunden, så og mærkede træernes durven fra side til side… den følelse prøver jeg at genskabe i mine træbilleder set frøperspektiv, samtidig er træernes styrke og skrøbelighed et fint billede på os mennesker… vi vokser også op i gode og dårlige tider, knækker en gren men vokser som regel videre og bliver stærkere med tiden, indtil, at vi har nået vores alderdom og bliver skrøbelige igen.

Nogle malerier er af personer, sat i forskellige situationer. Disse malerier afspejler oftest en sindsstemning mere end den fysiske tilstedeværelse. Mine hoveder med bobler, er fx et billede på hvordan jeg nogen gange kan være svær at rykke ud af momenter, hvor jeg filosofere over et emne, eller hvor en lang associationskæde dannes og fører mig et helt nyt sted hen. En pige, som ligger og flyder på vandet, eller en dreng i vandet, er ligeledes et billede på at lade tanker og sind drive rundt og omslutte en.

 

Hvad så nu, nu hvor jeg så skal leve af at male. Jeg ved godt hvordan man markedsfører produkter, men at markedsføre mine malerier og mig selv, det er meget udfordrende og angstprovokerende, egentlig vil jeg jo helst bare male. Men jeg vil prøve at balancere maleriet med salget, så værkerne ikke hober sig op i mit Atelier, men hvor jeg får solgt nogle. For hvert solgt maleri skaber grundlad for at male flere, og det er det jeg drømmer om.